17. dec. 2023 - 17:56

Katerina Pitzner efterlader Elvira i Dubai: Datteren blev undersøgt nøgen



Diamant-kvinden Katerina Pitzner er taget hjem fra Dubai, hvor hendes datter, Elvira, er sigtet og tilbageholdt for utroskab.

Det skriver Katerina Pitzner på Instagram.

Utroskab er ikke ulovligt i Danmark, men det er det i De Forenede Arabiske Emirater, hvor Dubai ligger, og hvor Elvira Pitzner befinder sig.

Elvira Pitzner er blevet anmeldt af sin ekskæreste, og hun har været fængslet. Den 26-årige realitystjerne er siden blevet løsladt, men hun er blevet beordret til ikke at forlade landet.

LÆS OGSÅ: Medie: Elvira Pitzner er løsladt fra fængslet

“Jeg rejser hjem fra Dubai, men har ikke forladt Elvira. Lige nu er der ikke mere, jeg kan gøre her, og jeg har brug andre omgivelser for at samle kræfter. Jeg er mast. Afmægtig. Ødelagt indeni. Jeg er langt fra færdig, og jeg giver ikke op, men hvor er det hårdt at være nogens klippe, når man selv er i knæ,” skriver Katerina Pitzner og fortsætter:

“Vi er oppe mod et system i en stat, der giver mænd våben mod kvinder, der kan ødelægge dem for altid. Her anerkender man ikke kvinders ret til frihed og ligeværdighed.”

Katerina Pitzner reflekterer også over det, som Elvira Pitzner har gjort og stiller spørgsmålet: Er det hendes egen skyld?

LÆS OGSÅ: Danske politikere skal drøfte utroskabssagen

“Lad mig endelig gentage mig selv: Elvira har været naiv og uforsigtig!
Men tror du ikke, at hun selv tænkte på det, da hun blev umyndiggjort, ydmyget og bedt om at afklæde sig op til flere gange og undersøgt i alle kropsåbninger uden ret til en advokat eller et opkald? Tror du ikke, at hun tænkte på det, da hun lå tre døgn på en tynd, beskidt madras på gulvet, fængslet i et rum med over 200 kvinder?”

Pitzner-familien er kendt fra TV2-serien “Diamantfamilien”. Katerina Pitzner har tre døtre – foruden Elvira har hun Thalia og Ophelia. Desuden har hun sønnen Hector.

Katerina Pitzners far, Axel Pitzner, blev mangemillionær på firmaet Pitzner Auto, der bl.a. lejede biler ud.