Karantæneramte Brøndby-fans dukkede op til AGF-kamp: Smidt væk af politiet!

Politiet smed torsdag aften fem Brøndby-fans væk inden pokalkampen mod AGF, fordi de har national karantæne mod at komme på fodboldstadions.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

De fem personer har national karantæne, og det betyder, at de ikke må opholde sig inden for en zone på tre kilometer fra stadion.

Politiet registrerede dem alle fem og fulgte dem ud af tre kilometer-zonen.

De fem personer var en del af en mindre gruppe fans, der alle havde tandbeskyttere på sig.

Politiet skriver dog også, de fem derudover ikke havde noget ulovligt på sig. Derfor var der ikke noget grundlag for yderligere sigtelser.

Ud over karantænesagerne blev der skrevet nogle få andre sager: 

• En 25-årig mand havde maskering og nødblus på sig, da han ville ind på stadion
• En 18-årig mand blev sigtet for at gå rundt med et tændt nødblus uden for stadion
• En 16-årig kastede efter kampen snebolde mod taxaer og mod modstanderholdets fans, inden han rev et juletræ ud fra et salgssted i Aarhus. Han blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen – og da han havde maskering på sig, fik han også en sigtelse for overtrædelse af maskeringsforbuddet
• En 14-årig dreng havde en elefanthue med sig ind på stadion. Hans forældre blev underrettet

Østjyllands Politi havde inden kampen givet AGF et påbud om at tilbageholde udeholdets fans i op til en time for at sikre, at der ikke skete sammenstød mellem fansene.

Men politiet mente ikke, der var grund til at håndhæve påbuddet, fordi der generelt var en god stemning imellem fansene.

Selve fodboldkampen var en kvartfinale i DBU Pokalen, og den blev vundet 2-0 af AGF på mål af tyskeren Janni Serra og Frederik Tingager.

Der er returkamp søndag i Brøndby.

Arkivfoto