Kampfly træner over Aalborg

Hvis du tirsdag har hørt flystøj fra kampfly, så skyldes det med stor sandsynlighed, at F-16 kampfly træner demonstrationsflyvning på Flyvestation Aalborg.

Det oplyser Air Transport Wing på Facebook.

Træningen begyndte klokken 10:20 og igen 13:10, hvor det var fly fra Skrydstrup, der skulle øve deres opvisninger over Flyvestation Aalborg.

Det, kampflyene træner, er et godkendt demonstrationsprogram til opvisning, hvor publikum får vist alle de facetter og manøvremuligheder F-16 kampflyene har.

I Facebook-opslaget fremgår det, at programmet stiller store fysiske og sikkerhedsmæssige krav til både piloter og fly.

Air shows foregår som regel i sommerhalvåret, hvor flyene deltager i flere danske og udenlandske air shows.

I opslaget kommer der også en beklagelse for den støj, som træningen vil medføre.

Træningen var planlagt til at skulle foregå den 31. maj, men blev aflyst grundet dårligt vejr.