Kæmpe beredskabsopbud på Strand: Frygter at kvinde er druknet

Redningsmandskab er lige nu massivt til stede på Hundige Strand, da der er anmeldt en mulig drukneulykke

Torsdag formiddag er et dykkerteam, en akutlægebil og en redningshelikopter netop ankommet til Hundige Strand, hvor brandvæsen, ambulance og politi allerede er til stede sammen med en båd fra Hjemmeværnet.

De eftersøger en kvinde, der angiveligt skulle være svømmet ud, men ikke er returneret.

”Der er en bekymret borger, der har set en kvinde svømme ud i vandet. Borgeren har mistet hende af syne og har ikke set hende komme ind igen,” forklarer vagtchefen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Presse-fotos.dk.

En eller flere dykkere står lige nu ved stranden i våddragter, forklarer Presse-fotos.dks mand på stedet.

Anmeldelsen indløb klokken 10.30, og man har endnu ikke fundet eller hørt fra den kvindelige svømmer.

”Det er naturligt nok, at man slår alarm, hvis det frygtes, at kvinden er kommet galt af sted. Når det her foregår til søs, så giver det et stort opbud af redningsmandskab,” fortæller vagtchefen og tilføjer:

”Hvis man kan genkende sig selv som værende en kvindelig svømmer, der har taget en tur i det kolde vand omkring Hundige Strand, og man er kommet ind på land igen i god behold, så vil jeg gerne opfordre til, at man tager kontakt til beredskabet på stedet eller ringer til politiet på 1-1-4.”

SE OGSÅ: FORSVAR OG POLITI MASSIVT TIL STEDE PÅ ADRESSE: UNDERSØGER MISTÆNKELIGT FORHOLD

Vagtchefen er endnu ikke klar over, hvor længe eftersøgningen af den kvindelige svømmer vil pågå.

OPDATERING KLOKKEN 12.40:

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser nu, at man afslutter eftersøgningen efter kvinden. Man har ikke fundet hende, men man er heller ikke sikker på, at hun er kommet galt afsted.