
En gruppe jægere ramte både et rådyr og en bus, som fik knust tre ruder, da jægerne søndag formiddag var på jagt omkring Allerød.
Det skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.
Bussen kørte på Nymøllevej i Allerød omkring kl. 11.50, da den blev ramt af et skud fra et haglgevær.
Anmelderen forklarede, at tre ruder var blevet knust. Ingen af passagererne var kommet til skade.
LÆS OGSÅ: Ulovligt salg af kanonslag: 40 grupper og profiler er lukket
Det viste sig, at jægerne på en jagt havde anskudt et rådyr, som – efter det var blevet ramt – var løbet videre.
I forsøg på at aflive dyret afgav en af jægerne et skud, som ramte bussen, der kom kørende.
Denne jæger blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af jagtloven og straffelovens paragraf 252, der handler om at forvolde fare for andres liv og førlighed.
