
En 40-årig mand er mandag blevet idømt forvaring ved Retten i Roskilde. Han er dømt skyldig i voldtægt under særligt skærpende omstændigheder, ulovlig tvang og flere voldsepisoder mod samme kvinde
En 40-årig mand er blevet idømt forvaring i en sag om en særlig farlig voldtægt og grov vold ved Retten i Roskilde.
Det oplyser specialanklager John Catre Nielsen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
I domsbogen fra retten fremgår de brutale ting, som den 40-årige har udsat en kvinde, som han tidligere har været kæreste med, for.
‘Han er dømt for voldtægt under særligt skærpende omstændigheder ved under et senere samleje at have brændemærket hende 30 gange med cigaretter og en lighter,’ står der blandt andet.
Derudover er manden dømt for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter ved blandt andet at have skudt kvinden på benene med en luftpistol.
Samtidig har manden blandt andet ved en tidligere episode tvunget kvinden tilbage i sin lejlighed, efter hun forsøgte at flygte.
Den 40-årige ankede forvaringsdommen på stedet.
SE OGSÅ: VIDEO: MAND IFØRT BOKSEHANDSKER ANGRIBER KORANAFBRÆNDER
Forvaring var også den strafpåstand, som anklagemyndigheden havde i sagen.
Den særligt farlige voldtægt skete ifølge politiet mellem den 31. august 2022 og 3. september sidste år.
Den 3. september er ifølge anklageskriftet den dag, som manden blev anholdt.
Voldtægten skete ifølge anklageskriftet, imens den forurettede kvinde var påvirket af narkotika.
Den 40-årig var også tiltalt for uberettiget at have videofilmet den forurettede kvinde og have tiltvunget sig oralsex uden samtykke, men det frifandt retten manden.
Forvaring er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særligt farlig.