Hundepatruljer og afspærring – politiet søger vidner efter overfald

Mandag aften og natten til tirsdag var politiet til stede med flere hundepatruljer i Horsens, hvor man havde fået en anmeldelse om slagsmål

Sydøstjyllands Politi fik mandag klokken 21.57 en anmeldelse om slagsmål på Fælledvej i Horsens.

”Det er en borger, der fortæller os, at en gruppe af mennesker er oppe at slås. Da vi ankommer derude, finder vi ikke noget, så efterfølgende har vi haft hundepatruljer til at afsøge området for at se, om vi kunne blive klogere,” fortæller vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi til Presse-fotos.dk.

Politiet har ikke information om, at nogen personer skal være kommet til skade. Ligesom der heller ingen anholdte er i sagen.

”Det er vores tese, at der er sket et slagsmål, så nu undersøger vi de ting, vi kan. Vi hører meget gerne fra eventuelt øvrige vidner til episoden,” siger Stig Simonsen.

Hvis man har oplysninger i sagen, bedes man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.

SE OGSÅ: HUGGEDE MACHETE I PANDEN PÅ MAND

Presse-fotos.dks fotograf var på Fælledvej omkring klokken 23 i nat. Hun fortæller, at en hundepatrulje på det tidspunkt ledte efter spor særligt omkring en gyde ved Fælledvej 54.