Hele otte nye lotto-millionærer lørdag aften: Her bor de

Foto: Danske Spil

Lørdag aften var første gang, at Danske Spils faste ekstratrækning ‘Super Millionærchancen’ blev trukket, og det har resulteret i mange ekstra millionærer

Hele otte heldige danskere kan nu kalde sig millionærer efter lørdagens lottotrækning.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Det er især Super Millionærchancen, der i aftes gjorde flere danske millionærer – trækningen sker den sidste lørdag i hver måned og er en lodtrækning fra alle månedens spillede rækker om fem gevinster på en million kroner.

De fem heldige ny-millionærer fra Super Millionærchancen lørdag aften er:

•En dansker fra Næstved Kommune, som har spillet via abonnement.

•En heldig kunde fra Nordjylland, som har spillet via abonnement.

•En kunde fra Aarhus kommune, som har spillet med via web.

•En kupon købt hos Grønlunds Kiosk i Nørre Alslev, og

•En kupon købt i SuperBrugsen i Gråsten.

SE OGSÅ: VIDEO VISER BRUTALT OVERFALD I NATTELIVET: POLITIET PÅ JAGT EFTER GERNINGSMANDEN

Udover de fem millionærer fra Super Millionærchancen er to vindere også trukket fra den sædvanlige Millionærchancen – de er fra København Ø og det midterste Vestjylland. De har også begge vundet en million kroner.

Førstepræmiepuljen blev i går vundet på en kupon købt i Meny i Roskilde – og her har en heldig vinder vundet otte millioner kroner.

Derfor gjorde lotto altså i går otte danskere millionærer.

“Vi er meget glade for, at vores nye ekstratrækning giver endnu flere danskere chancen for at blive millionærer her hos os. Vi lagde stærkt ud lørdag aften, og det stopper ikke her: Super Millionærchancen betyder, at vi forventer, at antallet af nye Lotto millionærer vil stige til mere end 200 om året, og vi er glade for at kunne give endnu flere mulighed for at opfylde deres drømme,” forklarer Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Lotto.