Gylleudslip på gård: “Vi kommer til at være til stede i mange timer”

Bornholms Brandvæsen er torsdag rykket ud til en gård på Kirkebyvej i Østermarie.

Det sker efter, at brandvæsnet har modtaget en anmeldelse om et gylleudslip på gården.

Det oplyser Bornholms Brandvæsen til Presse-fotos.dk.

Klaus Rønne Jensen, som er indsatsleder, fortæller, at brandvæsnet modtog en henvendelse om et større udslip, og ved ankomst kunne de konstatere, at der ganske rigtigt var tale om et gylleudslip, som løber i et vandløb hele vejen ned til kysten.

Indsatslederen fortæller, at der er tale om en strækning på omkring tre kilometer.

Derfor er brandvæsnet gået i gang med at skylle med havvand og oplyser i den sammenhæng, at der er tale om en længerevarende indsats, som kommer til at stå på i flere timer.