Grisetransport med 210 svin vælter i sving på rasteplads

En grisetransport er væltet i et sving på en rasteplads. Mange af svinene forventes allerede døde

Fredag formiddag er en lastbil med 210 grise i væltet på Rasteplads Søby Vest langs Midtjyske Motorvej i retning fra Herning mod Vejle.

Midt- og Vestjyllands Politi er sammen med øvrigt redningsmandskab ankommet til rastepladsen, der i forbindelse med beredskabets arbejde er blevet lukket.

“Chaufføren er ude og har det udmærket, og så kommer der snart en dyrlæge for at tilse grisene. Vi ser jo nogle gange, at de brækker et ben eller lignende, og så skal de aflives,” siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch til TV Midtvest.

(Artiklen fortsætter under billedet)

SE O.GSÅ: TÆNDER 30 KANONSLAG PÅ EN GANG: UNGE HASTET PÅ HOSPITALET EFTER FYRVÆRKERIULYKKE

Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at man kan høre grisene skrige. Politiet forventer desuden, at en del af grisene er døde.

De opholder sig stadig i den væltede lastbil. De skal senere vurderes, hvor mange af dem, der skal aflives. En dyrlæge er på stedet for at undersøge dem.

Politiet har i skrivende stund ikke nogen tidshorisont for, hvornår rastepladsen vil genåbne.

OPDATERING:

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at man nu har afspærret hele Midtjyske Motorvej i forbindelse med arbejdet med den væltede grisetransport.

Samtidig er man begyndt at lukke grisene ud.

Billeder fra stedet, som Presse-fotos.dk vælger ikke at bringe, viser, at mange er døde.