15. nov. 2022 - 13:38

Gris løb rundt på motorvejen: Blev skudt af politiet



En gris faldt tirsdag middag ud af en trailer og løb rundt på motorvejen nær Guldborgsund-tunnelen. De endte med at blive skudt af politiet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter, at en betjent skød grisen med sit tjenestevåben. Den var faldet ud af en trailer, der normalt bruges til hestetransporter.

Presse-fotos.dk’s udsendte fortæller.

“Jeg var på vej på en anden opgave, da der opstod kø omkring Guldborgsund-tunnelen. Det viste sig, at en gris var faldet ud af en trailer og havde slået sig slemt. I første omgang løb den forvirret rundt på alle kørebanerne. Men det lykkedes for lastbilerne at danne en blokade, så grisen blev fanget i nødsporet ud mod autoværnet. Det havde været bedre, hvis den havde kunnet komme ud på marken, men det var ikke muligt for den.”

Fotografen var selv med til at forsøge at indfange grisen.

“Den kom imod mig, men jeg undveg den. Sådan en gris er jo tung, og den har både været forslået og forskræmt, så jeg skulle ikke nyde noget af et blive ramt af den,” fortæller han.

“Jeg synes, det var flot af lastbilchaufførerne, at de hjalp til med at skærme grisen af. Til sidst var den fanget mellem lastbilerne og autoværnet. Desværre var der ikke tid til at vente på en dyrlæge, og da politiet så kom, valgte en af betjentene at skyde grisen. Det var ikke det, der var tanken, da den kørte afsted tidligere i dag, men det var måske den bedste løsning, sådan som tingene havde udviklet sig,” siger presse-fotos.dk’s udsendte.

SE FLERE BILLEDER Af EPISODEN HER.