Fuld mand råbte og gik rundt med 5 meter lang flagstang

Foto: Rigspolitiet

Bornholms Politi modtog natten til tirsdag et opkald om, at en 34-årig beruset mand gik rundt på Nyker Hovedgade og gerne ville have, at en patrulje kørte ud til ham.

En anden borger ringede også til politiet og fortalte dem, at en beruset mand gik rundt på Nyker Hovedgade og råbte.

Det oplyser politikredsen i deres døgnrapport.

Politiet kørte derfor ud til stedet, hvor de traf den 34-årige mand.

Manden havde en fem meter lang flagstang i hånden, da politiet mødte ham.

Betjentene tog herefter en god snak med manden og sørgede for, at flagstangen blev leveret tilbage til ejeren.

På anmodning fra manden selv, blev han kørt hjem til sin mor i Rønne, oplyser politiet.