Fødselsdagsfest tog uventet drejning: Tungt bevæbnet politi mødte op

Lørdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse fra en person, der havde set en kvinde gå rundt med et skydevåben i nærheden af spejderhytte ved Boserup Skov, hvorefter hun var forsvundet ind i skoven.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

På grund af anmeldelsen rykkede politiet ud til skoven med adskillige patruljer, hundepatruljer og betydeligt større våben end den sædvanlige tjenestepistol.

Da politiet kom frem til stedet, fandt de flere personer i skoven, hvilket besværliggjorde sporsøgningsarbejdet for hundepatruljen.

Dog fandt politiet hurtigt ud af, hvorfor de mange personer opholdt sig i skoven.

I den nærliggende spejderhytte blev der nemlig afholdt en privat fødselsdagsfest.

Og i den forbindelse var en 30-årig kvinde fra København blevet sendt ud i skoven med en pistollignende genstand, der viste sig at være en splatterpistol, i forbindelse med optagelser til en privat film.

Da der ikke var tale om et rigtigt våben, kunne politiet ikke sigte kvinden. Dog oplyste politiet, at de gerne ville have modtaget oplysninger om festlighederne med splatterpistolen forinden, så de øvrige brugere af skoven ikke ville blive skræmt.