Fly måtte sikkerhedslande i Esbjerg Lufthavn

Et fly måtte fredag eftermiddag foretage en sikkerhedslanding i Esbjerg Lufthavn.

Det skete kort tid før klokken 16:30.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til JydskeVestkysten.

– Der er en eller anden fejl på flyet. Det er noget, de får styr på, inden de landede, fortæller Ole Aamann, som er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til mediet.

– Alt er godt, ingen er tilskadekomne, og flyet landede på helt normal vis, siger han videre.

På billeder og video fra stedet, kan man se, at flyet er fra Danish Air Transport.

Flyet var ifølge flightradar24.com i forvejen på vej til Esbjerg fra den norske by Stavanger.