Flere udrykningskøretøjer haster ud til villavej

Brandvæsenet har her slukket flammerne

Flere brandbiler er til stede på en villavej efter meldinger om kraftig røgudvikling fra første sal i et hus

Tirsdag kort efter klokken 16.00 har Nordjyllands Politi og brandvæsenet modtaget en anmeldelse om brand i et hus på Nibevej i Aars.

Her var der ifølge anmeldelsen brand på første sal.

Ved ankomst til stedet kunne brandfolk rigtig nok konstatere kraftig røgudvikling, og derfor blev røgdykkere indsat for at bekæmpe flammerne.

Omkring 15 minutter senere kunne Nordjyske Brandvæsen melde branden slukket.

‘Der var tale om en mindre brand, men med kraftig røgudvikling,’ lyder det i en opdateringen fra brandvæsenet på det sociale medie X.

Brandvæsenet er klokken 17.30 stadig på stedet, hvor man afventer skadeservice.

Der er på nuværende tidspunkt ikke yderligere opdateringer om brandårsagen, men der er ikke nogen meldinger om personskade.