Fejl i autoværn sendte bilist i den modsatte retning over Storebælt

Onsdag eftermiddag blev en uskyldig bilist dirigeret ind på den forkerte side af Storebæltsbroen, da en fejl på det automatiske autoværn gjorde, at autoværnet åbnede sig op.

Det får nu Sund & Bælt til at sende en undskyldning ud til bilisten, der ved en fejl blev spøgelsesbilist.

“Jeg skal selvfølgelig undskylde, at vi har en kunde, der har haft sådan en rigtig kedelig og uacceptabel oplevelse. Det er vi rigtig kede af,” siger Bjarne Jørgensen, som er direktør for drift og vedligehold, til TV2 ØST.

LIGE NU LÆSER ANDRE: FRISØRSALON UDBRÆNDT: POLITIET SPÆRRER VEJ I BEGGE RETNINGER

Der var blot tale om denne ene bilist, der blev offer for fejlen ved autoværnet, men en fejl, der bliver taget meget alvorligt, oplyser Bjarne Jørgensen.

Det automatiske autoværn har til opgave at kunne sende bilister på tværs over vejbanerne, hvis der skulle ske et færdselsuheld eller være vejarbejde over broen. Det var det autoværn, som åbnede sig op onsdag eftermiddag.