Færgeulykke: Mor mistænkt for drab

Det lignede umiddelbart en forfærdelig ulykke, da en mor og hendes syvårige barn faldt i Østersøen og senere døde under en færgetur fra Sverige til Polen. Men nu får en helt ny teori sagen til at se noget anerledes ud

En polsk kvinde i 30’erne og hendes syvårige barn blev fredag meldt døde af myndighederne, efter hvad der dagen før i første omgang lignede en tragisk ulykke på færgen Stena Spirit i Østersøen.

Men nu har sagen taget en helt ny drejning.

Polsk politi mener nu nemlig, at moren bevidst har kastet sit eget barn ud over rælingen på den over 20 meter høje færge for derefter selv at kaste sig i døden.

Derfor efterforskes sagen nu som et drab og et selvmord, skriver det svenske medie Aftonbladet.

“Efter at vi har indsamlet nyt bevismateriale, har vi ændret vores opfattelse af, hvad der skete,” siger Grażyna Wawryniuk, der er talsmand for den polske anklagemyndighed, ifølge det svenske medie og fortsætter:

“Som en del af den efterforskning, der er foretaget efter to polske statsborgeres død, er der nu en undersøgelse i gang ud fra teorien om, at moderen har slået barnet ihjel, hvorefter hun har begået selvmord.”

SE OGSÅ: RUMÆNERE STJAL PÅ ROSKILDE FESTIVAL: DØMT TIL UDVISNING

Episoden skete på en sejlrute med Stena Spirit mellem svenske Karlskrona og polske Gdynia torsdag eftermiddag.

Mor og barnet faldt i vandet omkring klokken 16, da den store færge var halvvejs på ruten.

De to blev fundet bevidstløse omkring klokken 17.30 af redningsmandskabet og blev hejst op i helikopter og fløjet til hospitalet.

Fredag blev de begge meldt døde.

Presse-fotos.dk følger sagen …