Fængslet: Kørte mand ned med vilje efter tyveri på festival

Mash

En 19-årig mand varetægtsfængsles i fire uger, efter at han ifølge politiet forsætligt påkørte en 45-årig mand i Aarhus søndag aften.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Den 19-årige blev fremstillet i grundlovsforhør mandag eftermiddag sigtet for grov vold og røveri.

Det står endnu ikke klart, hvordan han forholder sig til sigtelsen, eller om han har kæret afgørelsen.

Ifølge politiet blev den 45-årige påkørt på Grimhøjvej i Brabrand ved Aarhus omkring klokken 21.

Den 19-årige forsøgte at flygte efter et tyveri på en festivalplads. Den 45-årige prøvede at standse ham.

Når der i forbindelse med et tyveri anvendes vold eller trusler om vold enten i forbindelse med at få udleveret et udbytte eller i forbindelse med flugten, kaldes forbrydelsen i stedet et røveri.

Det straffes væsentligt hårdere end tyveri.

Gerningsmanden stak af fra stedet, hvor den 45-årige var blevet ramt af bilen. Men politiet fandt senere på aftenen frem til den bil, der menes at være involveret.

Den 19-årige sad i bilen, da politiet ankom til stedet og anholdt ham. Det står ikke klart, hvorhenne anholdelsen blev foretaget.

Ud over sigtelsen om røveri er den unge mand også sigtet for grov vold.

Straffelovens paragraf om grov vold kan blandt andet komme i spil, når der har været anvendt et våben eller andet til at udøve volden. Her har der været tale om, at den 19-årige har brugt en bil.