Enhedslisten vil begrænse biltrafik i Indre By i København

Foto: Google Maps

Enhedslisten vil reducere antallet af biler i København for blandt andet at gøre plads til mere natur

Mandag fremlægger Enhedslisten en række forslag til, hvordan man kan reducere antallet af biler i København.

Det skriver Berlingske.

Forslagene er en del af et visionsudspil med titlen “Fra bilrum til byrum.”

Den har til formål at give plads til liv, træer, cyklister og kollektiv transport, skriver mediet.

Et af forslagene lyder på, at bilister ikke længere skal kunne køre igennem Indre By.

I stedet skal der gives plads til folk med “tunge ærinder” som eksempelvis varelevering og handicap.

Ifølge Line Barfod, som er Enhedslistens teknik- og miljøborgmester i København, skal forslagene være med til at “demokratisere” vejarealet i København.

– Det kan forhåbentligt give en mere afslappet hverdag for rigtig mange, i stedet for at de sidder i en bilkø. Samtidig bliver der mere plads på vejene til dem, der faktisk er afhængige af en bil, siger hun til Berlingske.

Samtidig lyder det fra Line Barfod, at der i dag er blevet plads til “mere grønt, mere liv” de steder, hvor vejbanerne er blevet indsnævret.

/ritzau/