En person død efter voldsom brand i lejlighed

En brand raserede mandag aften en lejlighed på Pilevænget i Vejle.

En person er i den forbindelse afgået ved døden.

Det bekræfter Sydøstjyllands Politi til B.T.

– En person er afgået ved døden og en kvinde er reddet ud med røgforgiftning. Vi har ikke yderligere om hendes tilstand. Det er en tragisk hændelse. Vi undersøger nu til bunds, hvordan det er sket, siger Torben Wind, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi til B.T.

Branden er slukket, men efterslukning på stedet er fortsat i gang.

Kvindens pårørende er underrettet.

Årsagen til branden er endnu ukendt.