Elton John-koncert lammer trafik i Horsens

Silkeborgvej i Horsens

Hvis man var i tvivl om, at Elton John stadig kan tiltrække rigtig mange mennesker til sine koncerter, så skal man tage et smut forbi Forum i Horsens, hvor den klaverspillende englænder tirsdag aften holder koncert.

De mange fremmødte, som skal lytte til musikerens mange hits, har lammet den trafikkerede indfaldsvej på Silkeborgvej i Horsens.

– Der er rigtig meget trafik ved Horsens V, ikke så meget på motorvejen, men ind og ud af byen. Det er sjældent, at bilerne holder så stille på Silkeborgvej, som de gør lige nu, siger Jakob Riis Petersen, som er vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter til Horsens Folkeblad.

– På de øvrige veje er der ikke så tæt trafik, som der er på Silkeborgvej, siger han videre.

Bilister, som skal køre omkring Silkeborgvej i Horsens, skal væbne sig med tålmodighed, lyder det fra vagthavende.

Koncerten med den engelske stjernekunstner begynder klokken 19:30.

Der er solgt 30.000 billetter til aftenens koncert.

Silkeborgvej i Horsens
Silkeborgvej i Horsens