Elever fik øjnesmerter efter fest: Her er forklaringen

En pære i en uv-lampe, som blev brugt ved en gymnasiefest på Horsens Gymnasium og HF fredag, har efterfølgende vist sig at være defekt.

For flere elever blev festlighederne afløst af en weekend med øjensmerter, og det skyldtes altså en revne i pærens glas, hvilket betød, at noget af lyset slap ud gennem lampen.

Det siger Simon Ringholm, som ejer Firedisko, der stod for lyset til festen, til TV 2 Østjylland.

– Det her er et særtilfælde, men det er klart, at vi skal til bunds i, hvad årsagen er.

– Havde vi vidst, at det potentielt kunne være farligt, havde vi aldrig haft det. Vi lever af at lave fester og have gæster med gode minder, siger Simon Ringholm til mediet.

Han har både sendt mails og forsøgt at ringe til den amerikanske leverandør. Han vil blandt andet have svar på, hvordan man kan sælge et produkt, der kan være farligt, når det går i stykker.

Indtil han får svar, er brugen af lamperne sat på pause.

Lamperne er CE-godkendt, hvilket betyder, at producenten erklærer, at produktet opfylder alle relevante væsentlige krav i de direktiver, som dækker produktet.

Ifølge Simon Ringholm er lamperne flittigt brugt i branchen.

Det vurderes ifølge TV 2 Østjylland, at omkring 100 elever tog fra festen med ondt i øjnene.

Smerterne efter turen på dansegulvet kan sammenlignes med en tur i et solarium med åbne øjne. Det har Maria Voss Kyhn, som er overlæge på afdeling for øjensygdomme på Rigshospitalet, tidligere vurderet over for Ritzau.

– Eleverne vil have ubehag i øjnene, og synet kan være sløret i op til en uges tid. Det svarer lidt til, at man går i solarium med åbne øjne. Så vil man nok opleve det samme.

– Det tager et par dage, hvor det er værst lige som med en almindelig solskoldning. Så regenererer cellerne på øjets overflade, som har taget skade, har lægen forklaret.