Eksplosion ved Legoland

Politiet er rykket massivt ud til meldinger om en eksplosion ved Legoland i Billund. Et større område foran forlystelsesparken er nu afspærret

Sydøstjyllands Politi har lørdag morgen klokken 04.20 modtaget en anmeldelse om en eksplosion foran forlystelsesparken Legoland.

Ifølge politiet er der tale om en bokssprængning, der er en sprængning af en hæveautomat.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Et område foran Legoland er afspærret

Billeder fra stedet viser lørdag morgen og formiddag, at politiet er rykket massivt ud til Legoland, hvor et område er afspærret, mens der foretages tekniske undersøgelser.

Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi John Skjødt oplyser, at der ikke er fare for personer i nærheden, og at Legoland holder åbent som normalt.

Ingen personer meldes tilskadekomne.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer i sagen, da undersøgelser på stedet stadig pågår.

Politiet har lørdag morgen meldt ud, at man har opstartet en eftersøgning af en ung mand, der er forsvundet i nat. Ingen ved i skrivende stund, hvad der er sket med ham.