Eksplosion i hovedstaden: Ruderne blev blæst ud af bygningen

Mash

Københavns Politi efterforsker søndag morgen et gerningssted på Nørrebro i København, hvor der natten til søndag lød et højt brag og lyden af knuste ruder.

Det fortæller vagtchef Stefan Ladeby til Ritzau.

– Klokken 00.55 fik vi flere anmeldelser om et højt brag og efterfølgende noget, der blev knust, siger han.

Politiet arbejder ud for den hypotese, at der er noget, som er blevet sprængt på stedet.

Gerningsstedet er på Lundtoftegade ved en etageejendom. Der er ruder, som er blevet knust.

Stefan Ladeby understreger, at der ikke er nogen, som er kommet til skade i forbindelse med hændelsen. Der er heller ikke nogen, som er blevet anholdt.

Hvis man har set eller hørt noget, bedes man ringe til politiet på 114.

Politiet arbejder søndag morgen på stedet.

– Vi vil være der de næste par timer, siger Stefan Ladeby.

Betjente vil desuden være til stede på Nørrebro op ad formiddagen i forbindelse med en tryghedsskabende indsats.