27. jul. 2022 - 17:25

Efter Tivoli skal Vingegaard hjem til Glyngøre: Politiet advarer bilisterne



Jonas Vingegaard er onsdag blevet fejret efter alle kunstens regler i København. Men danskerne er slet ikke færdige med at hylde den 25-årige cykelrytter, der på fornem vis vandt verdens hårdeste og største etapeløb, Tour de France, i sidste uge.

Torsdag venter hjembyen Glyngøre i Jylland på sin stolte søn. Og her vil der igen være mange tusinde mennesker, der vil hylde Jonas Vingegaard.

I den forbindelse kommer politiet med en advarsel til de bilister, der kører mod byen.

“Vi forventer et stort pres på vejene ind og ud af Glyngøre, når mange Tour de France fans gerne vil til byen for at fejre vinderens hjemkomst på torsdag. Der er stort set kun to veje til og fra bymidten, så for at sikre bedst muligt flow i trafikken, vil de to strækninger være ensrettede på dagen,” forklarer vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz til politiets hjemmeside.

Det er Glyngøre by, som i samarbejde med Skive Kommune står for arrangementet.

Politiet har i seks gode råd til bilisterne:

  1. Kør hjemmefra i god tid.

2. Forvent, at der kan være kødannelser på vej ind og ud af byen.

3. Tag vand med i bilen.Lad hunden blive derhjemme.

4. Find aktuel trafikinformation på www.trafikinfo.dk, inden du kører hjemmefra.

5. Husk tålmodighed. Selv om vi forbereder os godt, kan vi ikke undgå kø.

6.Når du som fodgænger bevæger dig rundt i byen, så benyt fortove og stier, så trafikken kan afvikles på vejbanen.