Dramatisk udvikling: Indlagt billist varetægtsfængslet efter fund i forulykket bil

Et færdselsuheld på Motorring 4 torsdag morgen har nu udviklet sig i en mere alvorlig drejning, da politiet har fundet et skydevåben i den forulykkede bil – føreren er blevet varetægtsfængslet, men ligger stadig indlagt på hospitalet

Ved sekstiden torsdag morgen skete et voldsomt færdselsuheld på Motorring 4 i nordgående retning lige før frakørsel seks i Ishøj.

Bilen påkørte autoværnet i høj fart, endte mellem to vejbaner og blev smadret, som billederne tydeligt indikerer. Politi-, brand- og redningsmandskab var kort efter på ulykkesstedet, hvor man fik en 35-årig mandlig fører af bilen ind i en ambulance og hastet på hospitalet.

SE OGSÅ: EKSPERTER ADVARER: NARKO ER MERE TILGÆNGELIGT END NOGENSINDE – DEN PÅSTAND HAR PRESSE-FOTOS JOURNALIST TESTET

Sagen stoppede dog ikke her.

Inde i den smadrede bil opdagede beredskabet nemlig et skydevåben, ligesom man også fik mistanke om, at manden havde kørt i alkoholpåvirket tilstand.

Derfor blev den 35-årige mand anholdt og senere varetægtsfængslet. Retsmødet fandt sted in absentia – hvilket betyder, at den 35-årige mand ikke var til stede under retsmødet – fordi han stadig er indlagt på hospitalet efter den voldsomme ulykke.

Manden er sigtet for være i besiddelse af et skydevåben og for at have kørt bil i alkoholpåvirket tilstand.