Dræbt i ulykke

Arkivfoto

En 61-årig mand er søndag morgen afgået ved døden efter en alvorlig færdselsulykke i Aarhus

Det gik helt galt i de tidlige morgentimer søndag i krydset mellem Åby Ringvej og Bautavej i Aarhus, da en 61-årig mand blev påkørt af en personbil.

Østjyllands Politi oplyser nemlig nu, at manden er afgået ved døden.

“Hans liv stod ikke til at redde,” fortæller vagtchef ved politikredsen Flemming Lau til Ritzaus Bureau.

Det var klokken 06.38, at politiet fik en anmeldelse om en færdselsulykke i krydset.

‘Her blev en midaldrende mand påkørt af en personbil. Vi arbejder på stedet, så kør venligst forsigtigt forbi,’ oplyste Østjyllands Politi tidligere på morgenen.

Den midaldrende mand er altså den 61-årige, der nu er død som følge af ulykken.

SE OGSÅ: BABY BORTFØRT FRA SYGEHUS AF BEDSTEFAR: POLITIET EFTERLYSER DENNE MAND

Ikke den eneste alvorlige ulykke søndag morgen i Aarhus

Påkørslen af den 61-årige er ikke den eneste påkørsel, der søndag morgen har fundet sted i Aarhus.

Klokken 04.43 fik politiet nemlig den første anmeldelse om et færdselsuheld på Vesterbrogade i Aarhus, hvor en ung mand var blevet påkørt af en taxa.

‘Den unge mand er i kritisk tilstand. Bilinspektøren arbejder i øjeblikket på stedet. I den anledning er trafikken spærret,’ oplyste Østjyllands Politi tidligere.

Den nærmere tilstand på den unge mand er ikke kendt.

Politiet er i kontakt med taxachaufføren.