Drabssag fra Rådhusparken: To mænd løsladt

To mænd, som har siddet varetægtsfængslet for drabet på en 34-årig mand, der blev fundet død i Rådhusparken i Aarhus den 9. december, er blevet løsladt.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

De to mænd er dog fortsat sigtet.

En af mændene, en 58-årig mand, blev anholdt og sigtet for drab samme dag, som den 34-årige mand blev fundet. Et par uger senere blev en 24-årig mand anholdt og sigtet i sagen. Siden da har begge mænd siddet varetægtsfængslet. Men mandag valgte Østjyllands Politi altså at løslade dem.

– Vi har i samarbejde med anklagemyndigheden vurderet, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af de to fængslede ikke længere er tilstede på nuværende tidspunkt. Begge er dog fortsat sigtet i sagen, udtaler politiinspektør Brian Voss Olsen. 

Hører fortsat gerne fra vidner

Østjyllands Politi har siden fundet af den dræbte efterforsket sagen intensivt, og den efterforskningsmæssige indsats fortsætter. 

– Vi har gennemgået en masse materiale og foretaget mange afhøringer af forskellige personer, og vi hører fortsat gerne fra eventuelle vidner, som måtte ligge inde med viden om sagen, siger Brian Voss Olsen.