Fem mænd blev mandag ved retten i Holbæk idømt fængsel på livstid for et dobbeltdrab og et forsøg på drab i Kalundborg i november 2020. To af dem blev desuden udvist af Danmark.
De fem var allerede tidligere mandag dømt skyldige.
Politiet skriver på deres hjemmeside, at to af mændene blev udvist af landet for bestandigt. Samtidig gav retten alle fem mænd forbud mod at opholde sig i Kalundborg de næste 10 år.
Der var tre ofre ved drabet, men kun de to af dem døde. Den tredje mand slap mirakuløst fra skudepisoden med livet i behold.
Fire af de nu dømte mænd havde tilknytning til banden Loyal To Familia, som er forbudt ved lov i Danmark, fordi den virker ved vold.
Forud for drabene var gået flere dage, hvor de nu dømte kørte fra Brøndby til Kalundborg for dels at rekognoscere og dels for at mødes med de tre mænd, der endte med at blive ofrene i sagen.
Drabene fandt sted på en parkeringsplads uden for Meny i Kalundborg. Efter drabene blev flugtbilen stukket i brand i udkanten af Kalundborg.
Drabene bundede i en strid, som Loyal To Familia havde med en anden bande, Sydkystgruppen, der forinden havde udført en kidnapning.
En vigtig del af beviserne i sagen har været beskeder via krypterede chat-tjenester, som politiet har fået adgang til.
“Beskederne mellem de involverede giver os et unikt indblik i den kynisme, som vi ser i bandemiljøerne. Hvor overfald og ydmygelser skal hævnes. Men vi vil ikke acceptere den spiral, som igen og igen fører til nye sammenstød. Og dommen i dag sender et klart signal fra samfundets side om, at det er uacceptabelt og bliver straffet hårdt,” siger specialanklager Anja Lund Liin til politiets hjemmeside.
En sjette anklaget blev frikendt under dissens – det vil sige, at der var uenighed i juryen om, hvorvidt han var skyldig eller ej.
De fem dømte anklagede på stedet dommen til Østre Landsret.