Dette stærke stof er det næstmest populære blandt unge

Der er lige så mange piger som drenge, der har prøvet opioider inden for det seneste år, viser analyse.

Opioider er strøget ind som nummer to på listen over de rusmidler, der er mest udbredt blandt unge.

Det viser en analyse fra Rockwool Fonden, som har indsamlet 7000 besvarelser.

Analysen viser, at fire procent af de unge i alderen 15-19 år har prøvet opioider inden for det seneste år.

Dermed har stoffet overgået kokain på listen over de mest udbredte rusmidler blandt unge mennesker.

Kun cannabis ligger over.

16,5 procent i den adspurgte aldersgruppe siger, at de har prøvet cannabis det seneste år, hvilket dermed klart topper listen.

Noget tyder på, at det er tilgængeligheden, som får de unge til at søge mod opioider, siger forskningsprofessor Jeanette Østergaard. Hun er en blandt fire, der står bag analysen.

– Det er i hvert fald noget af det, vi har hørt om fra blandt andre misbrugskonsulenter og andre forskere, siger hun.

Men Jeanette Østergaard erkender også, at det er et område, hvor mængden af forskning – og dermed viden – er yderst begrænset. Derfor kan det være svært at sige, hvorfor opioider tiltaler de unge i så høj grad, lyder det.

Analysen viser desuden, at opioider – modsat mange andre rusmidler – har opnået lige så stor popularitet blandt piger, som de har blandt drenge.

– Det er overraskende i den forstand, at det ikke er et mønster, som vi genkender fra andre typer af stoffer som kokain, mdma og hash, siger Jeanette Østergaard.

En del af forklaringen kan ligge i, at stoffet bliver taget på en måde, der er forbundet med mindre risici, vurderer forskningsprofessoren.

– Det er typisk en pille, der er pakket ind i en pilleæske, som minder om en panodil.

– På den måde kan det være, at unge piger forbinder det med en mindre risiko, end hvis de skulle tage kokain, som typisk kræver, at man sniffer det, siger Jeanette Østergaard.

Analysen lander på et tidspunkt, hvor der er stor opmærksomhed omkring unges brug af stoffet.

Mandag præsenterer regeringen et udspil om børn og unges opioidmisbrug.

En 15-årig og en 16-årig dreng er blevet anholdt og sigtet for brandstiftelse efter en storbrand på en skole.

Illustrationsfoto.