‘Det er fuldstændig uacceptabelt’

Politiet søger vidner efter en skudepisode mandag aften i den aarhusianske bydel Brabrand. En person er blevet anholdt

Østjyllands Politi modtog mandag klokken 22.37 en anmeldelse fra en borger, der fortalte, at han havde ført flere skud blive affyret i nærheden af Gellerup Kirke.

Hurtigt hastede flere patruljer mod stedet omkring Gudrunsvej, hvor betjente opdagede en mindre gruppe af mænd, der stak af, da de så politiet.

Det lykkede dog betjentene at indhente en 28-årig mand, der blev anholdt og sigtet for besiddelse af skydevåben på offentligt sted.

Omkring Gudrunsvej fandt politiet flere afskudte patronhylstre, men på nuværende tidspunkt er der ikke tegn på, at nogle skulle være blevet ramt af skud.

”Ud fra vores indledende efterforskning, er der ikke noget, der tyder på, at skudepisoden er banderelateret, men det er selvfølgelig utrygt og fuldstændigt uacceptabelt, at der bliver affyret skud på åben gade. Derfor er det også en sag, vi tager meget alvorligt, ” siger politiinspektør René Raffo. 

SE OGSÅ: KVINDE UMOTIVERET STUKKET NED VED FOLKESKOLE: NYE OPLYSNINGER I SAGEN

Østjylland Politi foretog mandag aften afhøringer og sporsikring i området, og man er nu i gang med at efterforske hændelsesforløbet.

I den forbindelse vil politikredsen gerne høre fra eventuelle vidner, der kan have set eller hørt noget i relation til skudepsioden.

Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Østjyllands Politi på telefon 1-1-4 eller ved henvendelse til lokalpolitiet i Aarhus Vest.