Den mand, som er tiltalt for at have slået sin psykiater ihjel, var vred over en højere dosis medicin
– Alt var godt, der var ingen grund til at skrue medicinen op.
Det fortæller den 41-årige mand, som er tiltalt for at have dræbt en 66-årig psykiater, da han onsdag giver forklaring i Retten i Glostrup.
Han fortæller, at han opfattede den kvindelige psykiater som provokerende. Den tiltalte gentager flere gange, at han var utilfreds med, at lægen ville give ham mere medicin.
Manden gik ifølge anklageskriftet ind på Retspsykiatrisk Ambulatorium på Brøndbyøstervej i juli 2023 bevæbnet med en kniv.
Ud over den 66-årige kvinde, som blev dræbt af knivstik, blev to andre ansatte også ramt af knivstik.
Den ene af dem overlevede ifølge anklageskriftet kun, fordi han fik akut hjælp.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det mest almindelige i straffesager, når en tiltalt gerne vil svare på spørgsmål, er, at anklageren starter med at stille spørgsmål. Herefter får forsvarsadvokaten muligheden.
Men i forbindelse med den 41-åriges afhøring kommer spørgsmålene i første omgang fra hans advokat Luise Høj.
Den 41-årige mand er også tiltalt for flere tilfælde af vold og et enkelt voldtægtsforsøg i tiden op til drabet.
– Jeg havde en rigtig dårlig sommer, fortæller manden om de to voldsepisoder.
Det første tilfælde af trusler, som angiveligt kom på Rigshospitalet i Glostrup i 2021, kan den tiltalte ikke huske.
Han vendte flere gange tilbage til den højere dosis af medicin. Han mente ikke, at lægen havde spurgt ham, før hun satte hans dosis op.
– Jeg vil bare sige, at de behandlede mig rigtig, rigtig grimt, siger manden.
– Og en sidste ting: Jeg er ikke farlig. Det er jeg ikke. Jeg er ikke farlig. Det er lægen, der ødelagde hele lortet, afslutter den tiltalte.
Den 41-årige nægter sig skyldig. Luise Høj henviser til, at han var utilregnelig i gerningsøjeblikket.
Står det til anklagemyndigheden, skal den tiltalte anbringes på Sikringen i Slagelse på ubestemt tid, hvis retten finder ham skyldig.
Tidligere under onsdagens retsmøde kom det frem, at det også er der, at den 41-årige mand er indlagt i forbindelse med sin varetægtsfængsling.
Afdelingen er den eneste af sin art i Danmark, og den er forbeholdt særligt farlige psykisk syge patienter.
Sagen fortsætter fredag, hvor der også ventes dom.
/ritzau/