Dansker vinder nordiske mesterskab i MMA

Det danske MMA-landshold anført af landstræner Milan Silva tog medaljer ved det nyligt afholdte nordiske mesterskab i MMA

Den 4. november 2023 blev der afholdt nordisk mesterskab i MMA i Gøteborg. Det nyligt relancerede MMA-landshold anført af landstræner Milan Silva repræsenterede de røde og hvide farver.

Mikkel Emil i Flyweight og Suren Jaf i Heavyweight vandt begge sølv. Men den helt store vinder og det navn, som repræsenterede Danmark, var Mikkel Iversen i Light Heavyweight.

Danskeren vandt guld og tog titlen som nordisk mester i MMA 2023.

Alt i alt en fantastisk aften for den nyudnævnte landsholdstræner Milan Silva.

“Det er en relativt ny landsholdstrup, så jeg er super stolt af, at vi allerede har formået at vinde en guldmedalje ved det første internationale mesterskab, vi deltager i efter relanceringen. Mikkel Iversen kæmpede en virkelig flot finalekamp mod en stærk finsk modstander, hvor han viste overlegenhed både i den stående del, i brydningen og i gulvkampen. Det var meget imponerende”, siger landstræneren til Presse-foto.dk.

De næste mål

Med flere medaljer i bagagen er det danske MMA-landshold klar til at tage i mod 2024 med åbne arme. Der er drømme om dansk, nordisk, europæisk og international konkurrence for de danske kæmpere.

Vores næste mål er at deltage til nogle landsholdskampe mod andre europæiske landshold, så de danske atleter får noget mere international konkurrence erfaring. Målet er, at vi på kort sigt skal kunne udfordre nogle af dem, der ligger i toppen af europæisk MMA, og på lidt længere sigt også kunne udfordre verdenseliten, fortæller Milan Silva.