Tre tidligere chauffører, der har kørt for mejerigiganten Arla, er blevet fyret. Chaufførerne mener, at grunden til fyringen skal findes i, at de har stillet spørgsmål til brug af personalekassen.
Det skriver Fagbladet 3F.
Alle tre var ansat ved Branderup Garage i Tønder Kommune. Chaufførerne oplyste ledelsen om deres bekymring, fordi de mente, at der manglede hele 30 bilag til en værdi af 13.000 kroner, skriver mediet.
Selvom chaufførerne ikke har haft nogle problemer med deres arbejdsgiver op til denne sag, er de blevet fyret kort efter deres fremlæggelse af de manglende bilag.
“Jeg har aldrig fået kritik af min tidligere arbejdsgiver. Arla har brugt mig meget til at køre ekstra, når andre var syge eller skulle have fri. Fyringen falder fuldstændig tilbage på den sag om personalekassen”, siger den ene af sagens tre fyrede chauffører til Fagbladet 3F.
Bestyreren af pengekassen er blevet meldt til politiet og har ifølge ham selv tilbagebetalt beløbet, der har været tvivl om. De tre fyrede chauffører har modtaget kompensation efter fyringen, men grunden til fyringen falder ikke i god jord.
Her har chaufførerne fået oplyst, at fyringsgrunden blandt andet er samarbejdsvanskeligheder. Arla oplyser til fagbladet, at man ikke kan kommentere yderligere på sagen, da der er indgået forlig med parterne.