28. sep. 2022 - 10:17

Chauffør standset: Havde overlæs af grøntsager på 1.700 kilo!



En 44-årig udenlandsk chauffør måtte onsdag morgen hoste op med 7.500 kroner i bøde og smide en stor del af læsset, da han blev standset i Rødbyhavn på vej mod Tyskland.

Sydsjællands og Lolland-Falsters politi skriver i sin døgnrapport, at manden havde fyldt en varebil til randen med grøntsager.

Faktisk havde han et overlæs på den helt almindelige varebil på 1.700 kg. Den slags biler må maksimalt – inklusive læs – veje 3.500 kg, så der er tale om en overskridelse på 48 procent.

Chaufføren fik bøden på 7.500 kroner, og så smed han de 1.700 kilo af grøntsagerne, som var overlæs.

Derefter fik han lov at køre videre.