Direktør i forsikringsenhed hos UnitedHealth var uden for Hilton-hotel, da han blev skuddræbt, oplyser kilder
Brian Thompson, administrerende direktør i UnitedHealthcare, er blevet skudt og dræbt på Manhattan i New York City.
Det oplyser politi onsdag ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.
UnitedHealthcare er et datterselskab, som udgør forsikringsenheden i USA’s største sygekasse, UnitedHealth.
50-årige Thompson befandt sig uden for et Hilton-hotel, hvor selskabet holdt investordag, da han blev skudt. Det oplyser to kilder med kendskab til situationen til Bloomberg.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Investordagen blev lukket før tid på grund af en “meget alvorlig medicinsk situation”. Det har den administrerende direktør for hele UnitedHealth, Andrew Witty, ifølge nyhedsbureauet Reuters udtalt.
Politi i New York har ifølge Reuters bekræftet, at en mand blev skudt i Midtown North-distriktet.
Han blev herefter transporteret til hospitalet Mount Sinai West i kritisk tilstand, hvor han senere blev erklæret død.
Der er aktuelt ingen anholdte, og efterforskningen fortsætter.
New York Post skriver med henvisning til anonyme politikilder, at en maskeret mand ventede på Thompson kort før klokken 07.00 lokal tid ved hotellet. Manden skød mod direktøren og flygtede herefter østpå.