Breaking: Teenager lagt i koma

En bilist og en 19-årig mand på elløbehjul var natten til tirsdag involveret i alvorlig ulykke i Fredericia

En 19-årig mand er i koma efter en trafikulykke på Prangervej i Fredericia natten til tirsdag.

Det oplyser politikommissær Emil Jensen fra Patruljecenter Syd til Fredericia Dagblad onsdag.

Den unge mand kom kørende på et elløbehjul, da han blev ramt af en bil. En 27-årig mand sat bag rattet.

Det er uklart, hvordan ulykken nærmere skete, og en bilinspektør har været tilkaldt for at undersøge stedet nærmere.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Der er sket et fald i antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken.

I 2023 var tallet 2778, hvoraf 162 blev dræbt, 1680 kom alvorligt til skade, mens 936 kom lettere til skade ifølge tal fra Danmarks Statistik. Året forinden var det samlede tal for dræbte og tilskadekomne 2917.

– Dermed fortsætter antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken med at være på et historisk lavt niveau og ligger stadig under niveauet før COVID-19 i årene 2020 og 2021, hvor antallet faldt markant, skriver Danmarks Statistik i forbindelse med opgørelsen.

Det år, hvor der blev registreret færrest dræbte og tilskadekomne i trafikken, var 2021, hvor det samlede tal var 2737.

Fordelt på transportmiddel, som den dræbte eller tilskadekomne i 2023 brugte på ulykkestidspunktet, var flest i bil eller lignende køretøj. Også folk på cykel, herunder elcykel, udgør en væsentlig del af statistikken.

Det samme gælder fodgængere.

Der er ingen kategori i opgørelsen, der dækker elløbehjul.

En ung mand er natten til onsdag blevet dræbt på åben gade i København. Politiet mistænker, at en 25-årig kvinde står bag drabet og har skredet til anholdelse af hende.

Det var på denne vej, at drengen blev ramt