Brand i butik i København

Der opstod tidligt mandag eftermiddag brand i en butik på Oehlenschlægersgade i den københavnske bydel, Vesterbro.

“Der gik ild i en butik, der hedder Neonskiltet, som sælger neonskilte. Branden er slukket, og der er ingen, der er kommet noget til i forbindelse med branden,” fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Dyre Sønnicksen, til presse-fotos.dk

Derimod er der røg- og sodskader, ligesom der er sket nogle ødelæggelser.

“Vi er fortsat tilstede i området. Senere vil vi gå nærmere ind i at efterforske brandårsagen,” siger vagtchefen.

Hovedstadens Beredskab skrev i første omgang om branden på Twitter:

“Hovedstadens Beredskab er i gang med at slukke en brand i Oehlenschlægersgade, som skaber en del røg. Ingen melding om tilskadekomne.”

Senere lød det:

“Vi har fået begrænset branden i butikken, og der er ikke længere kraftig røg. Vi har foretaget eftersyn i bygningens opgange, der er ingen tilskadekomne. Vi arbejder fortsat med at få slukket branden helt ned og vil være på stedet en rum tid endnu.”