Bombetrussel mod passagerfly: Måtte eskorteres til lufthavn af F-16 jagerfly

Et Ryanair-fly – en Boing 737 – var torsdag eftermiddag nødsaget til at nødlande i Billund Airport, efter politiet havde modtaget en bombetrussel mod flyet.

Det siger Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten.

– Vi får en anmeldelse, som vi tolker som en bombetrussel, siger Steffen Wolf, som er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi til mediet.

Forsvarets Operationscenter oplyser, at flyet efterfølgende blev fulgt til Billund Airport af F-16 afvisningsberedskabet, men vil dog ikke komme ind på, hvor mange jagerfly, som eskorterede Ryanair-flyet.

– EOD har ikke været i gang derude, men sprængstofhundene har været flyet igennem og fandt ikke noget usædvanligt, fortæller vagtchefen i forbindelse med flyets landing i Billund omkring klokken 15:00.

Her stod Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste – også kendt som EOD – klar sammen med et stort opbud af sprængstofhunde, redningsmandskab og andet beredskab til at tage imod flyet.

– Det virker voldsomt, når vi gør det, men vi arbejder efter mottoet ‘hellere end gang for meget end en gang for lidt’, siger vagtchefen til JydskeVestkysten.