Bomberyddere rykker ud: Bombe fundet på villavej

Lørdag eftermiddag rykkede politiet og Ammunitionsrydningstjenesten, EOD, ud til en melding om fundet af en sejlgarnsbombe på en villavej.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Sejlgarnsbomben blev fundet på en villavej i Horsens og EOD har nu destrueret den. Der har ikke været fare for beboerne i området i forbindelse med fundet.

Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Brandvæsen, Torben Wind, til mediet.

“Den er ikke større end et mindre kanonslag, så selvfølgelig, håndterer man den ikke korrekt, så kan de fleste ting være farlige, og sådan er det også her. Man skal være påpasselig med den slags ting”, siger han.

Kan være en fuser

Sejlgarnsbomber er ulovlige i Danmark og derfor opfordrer Torben Wind til, at man kontakter politiet, hvis man finder sådan en liggende.

Det er uvist, hvordan bomben er havnet på villavejen, men vagtchefen har dog et forsigtigt gæt.

“Et forsigtigt gæt er, at nogle unge mennesker har tændt den og smidt den fra sig, og så har det været en fuser”, siger Torben Wind til mediet.