Blev nær ramt af bil ved kassen i Netto: Politi søger vidne

En bil kom bragende gennem Nettos facade og ind til kassebåndet.

Politiet søger et vidne i en sag, hvor en 72-årig kvinde onsdag den 17. april kørte sin bil gennem ruden i Netto på Nyborgvej i Odense.

Det skriver TV2 Fyn.

På videoovervågning ses en kunde, der er tæt på at blive ramt af bilen, da den brager ind i butikken. Det er det vidne, som Fyns Politi vil i kontakt med.

Vidnet er en mandlig kunde, som på videoovervågningen er i gang med at pakke sine varer efter at have betalt. Manden betalte kontant.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Bilen kom et godt stykke ind i butikken.

Manden beskrives som ældre med gråt hår, cirka 170 centimeter høj og gående foroverbøjet over en turkis rollator. Han var iført mørke bukser, en karrygul trøje og en mørk jakke.

Kunden bedes kontakte politiet på 114.

Den 72-årige kvinde, der kørte ind i Netto, var onsdag omkring klokken 12 ved at parkere foran Saigon Marked i Odense.

Hun mistede kontrollen over bilen og kørte derefter gennem en hæk, hen over vejbanen og letbanesporet, inden bilen bragede gennem butiksvinduet.

Billeder, som blandt andet DR har delt på det sociale medie X, viser bilen holde inde i Netto over glasskårene fra den knuste butiksfacade.

Selv om bilen endte helt henne ved et af kasseapparaterne, kom ingen til skade under soloulykken, eftersom den pågældende kasse var lukket.

Bilen beskadigede et elskab, hvilket betød, at letbanen kortvarigt var ude af drift. Den skabte store ødelæggelser i Netto-butikken, som måtte holde lukket resten af dagen, fortalte distriktschef i Netto Rasmus Rose torsdag til TV2 Fyn.

– Personalet var selvfølgelig chokerede og har fået hjælp. Vi har heldigvis et rigtig godt krisekorps i Salling Group, som træder til, når sådan noget her sker.

– De fik hjælp i går aftes (onsdag, red.) og holder fri i dag (torsdag, red.) og får lige en puster, fortalte Rasmus Rose til mediet.

Da TV2 Fyn talte med Fyns Politi torsdag, lød det, at kvinden ikke var sigtet for noget. Mere kunne politiet dog ikke fortælle.

Det er uklart, hvorfor kvinden mistede kontrollen over bilen og kørte ind i Netto-butikken.

LÆS MERE: Bil smadrer gennem Nettos facade i åbningstiden