En 81-årig mand sinkede trafikken ved at køre langsomt. Men politiet kunne ikke få ham til at standse bilen.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.
Politiet modtog anmeldelsen torsdag eftermiddag fra en kvinde, der var irriteret over, at en bilist kørte 60 kilometer i timen på Præstø Landevej, hvor den tilladte hastighed er 80 kilometer i timen. Desuden slingrede bilen noget.
En politipatrulje fik lokaliseret bilisten, der nu trak en lang hale af andre trafikanter efter sig.
Føreren ville dog standse bilen, og han forsøgte ad flere gange at undslippe politiet. Hastigheden sneg sig dog ikke højere op end max. 60 km/t.
På Ny Præstøvej i Næstved lykkedes det flere politibiler at få standset bilen.
Føreren af bilen var en 81-årig mand fra Odsherred, som var både opbragt og ude af balance.
Han blev derfor kørt til behandling på sygehuset, og der er endnu ikke rejst sigtelse i sagen.