
En haveejer blev godt og grundigt forskrækket, da en bil natten til mandag kørte ind i hans have.
Det skete på Tværmarksvej i den nordlige Aarhus-forstad, Risskov.
Bilisten havde ramt et målerskab, et skilt og et stendige på Stenagervej, hvorefter bilen var røget igennem hækken til adressen på Tværmarksvej. Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
En borger så uheldet, og han fik holdt bilisten – en mand på 23 år – tilbage, indtil politiet kom.
Da ordensmagten kom frem, blev den 23-årige anholdt og sigtet for narkokørsel, og han fik foretaget en blodprøve, der skal vise, om han havde stoffer i blodet.
I bilen fandt betjentene flere ulovlige Tramadol-piller, og den 23-årige blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Hverken bilisten eller andre kom umiddelbart noget til ved uheldet.