Bil brudt i brand efter færdselsuheld: Personer er flygtet!

En bil er mandag aften brudt i brand på Køgevej i Ringsted, og nogle personer er flygtet fra den brændende bil.

“Vi får en anmeldelse fra en borger, der hører et brag fra et lyssignal. Og anmelderen kan se, at der holder en bil, og at der nogle personer, der flygter derfra,” siger vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, Asger Bechstrøm, til presse-fotos.dk

Politiet er i øjeblikket til stede ved at sikre spor på uheldsstedet.

LÆS OGSÅ: Nadia overværede uheld med bilist, der bragede ind i glasparti: – Jeg troede, han var død

“Vores teori er, at bilen er brugsstjålet, og at tyvene så ikke har kunnet komme videre efter at være kørt ind i lyssignalet. Vi ved ikke, hvor mange der har været i bilen. Og vi ved heller ikke, om de er kommet noget til. Men der var ingen personer ved uheldsstedet, da vi dukkede op,” fortæller vagtchefen.

Området omkring uheldsstedet er spærret af, indtil politiets arbejde med at undersøge bilen er overstået.