Belgisk fan stjal AGF-trøje: Nu skal han i fængsel

En belgisk fodboldfan skal fem måneder i fængsel, efter at han jagtede en 14-årig AGF-fan, som han tvang til at aflevere sin AGF-trøje.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Episoden fandt sted i forbindelse med en kvalifikationskamp til European Conference League mellem AGF og Club Brugge fra Belgien.

En større gruppe belgiske fans efter kampen i løb mod to 14-årige AGF-fans og den enes mor, og da de fik fat i den ene dreng, overfaldt de ham med slag og spark og trak trøjen af ham, inden de stak af fra stedet. 

LÆS OGSÅ: 38-årig sigtet for drabsforsøg efter skyderi på motorvej: Nu er han bag tremmer

Det lykkedes lidt efter politiet at anholde den dengang 17-årige belgier, der havde den 14-åriges AGF-trøje på sig. Derudover havde han en elefanthue i lommen og en tandbeskytter i munden. Han blev anholdt og dagen efter varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. 

Retten valgte ikke at dømme for røveri – men i stedet for ulovlig tvang. 

”Ud over besiddelsen af AGF-trøjen og maskeringen lagde retten også vægt på indholdet af den 18-åriges mobiltelefon. Her var der bl.a. video og billeder af, at han undersøgte, hvor der var videoovervågning, han poserede i bar overkrop med knyttede næver og tandbeskytter, og han havde søgt efter, hvor AGF-fansene opholdt sig, ” siger anklager Bjørn Fogh Sørensen i en pressemeddelelse.

Ud over fængselsstraffen blev den 18-årige også idømt udvisning med indrejseforbud i seks år.
Han skal forblive varetægtsfængslet, indtil han kan afsone. 

Den 18-årige nægtede at have deltaget i overfaldet. Han modtog dommen men kærede beslutningen om fortsat varetægtsfængsling til Vestre Landsret.