Angreb mor med kaffe og overfaldt 4-årig verbalt

En blot firårig pige blev lørdag eftermiddag udsat for et verbalt, racistisk overfald af en voksen kvinde. Den firåriges mor fik også hældt kaffe ud over sig

Nordsjællands Politi er ude med en efterlysning af vidner til en episode i parkeringshuset til Helsingør Bycenter omkring lørdag klokken 15.00.

Her kom en firårig pige, der er adopteret af en dansk mor, til at løbe ind i en fremmed kvinde på omkring 50 til 55 år.

“Hun reagerer på, at den lille pige løber ind i hende med det, vi tolker som racistiske udtalelser om pigens hudfarve,” siger vagtchef Jakob Tofte ved Nordsjællands Politi til B.T..

Da kvinden havde skældt den lille pige ud, tog hun låget af sin kaffekop.

Det fik moren til pigen til at tro, at hun ville hælde det ud over den firårige, og derfor lagde hun sig imellem.

Kaffen blev derfor hældt ud over moren, oplyser Nordsjællands Politi, der ser meget alvorligt på sagen.

Moren kom ikke til skade af kaffen.

SE OGSÅ: FÆRGEULYKKE: MOR MISTÆNKT FOR DRAB

Den kaffe-angribende kvinde beskrives som:

  • 50 til 55 år
  • Mellemlangt, meget lyst hår
  • Muligvis afbleget hår
  • Kvinde

Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4.