Alvorligt frontalt sammenstød: ‘De er i gang med at klippe en fri’

Reddere, brandfolk og betjente arbejder lige nu på en vej ved Ikast i forbindelse med et alvorligt frontalt sammenstød

Klokken 15.48 fik Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse af, at to biler var stødt frontalt ind i hinanden på Ejstrupvej mellem Ikast og Ejstrupholm i Midtjylland.

”Vi er lige nu til stede ude på vejen, hvor vi har spærret af i forbindelse med uheldet. Der er ikke sket livstruende personskade, men der er nogle, der bliver kørt på hospitalet,” fortæller vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Presse-fotos.dk.

Vagtchefen ved på nuværende tidspunkt ikke hvor mange personer, der har været til stede i hver af bilerne under uheldet.

SE OGSÅ: GRISETRANSPORT VÆLTER I RUNDKØRSEL: ‘700 GRISE BLIVER NU AFLIVET’

Presse-fotos.dks fotograf ankom kort efter beredskabet til ulykkesstedet.

”Betjentene har spærret vejen af for kørsel. Jeg kan se, der er tre ambulancer, og de er i gang med at klippe en ud fra den ene bil,” fortæller han.

Vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi er ikke klar over, hvor længe man vil være på vejen og holde den lukket.