Ældre kvinde blev indblandet i hooliganslagsmål: Nu har hun kontaktet politiet

Tilhængere af Brøndby og FCK var lørdag aften i sammenstød. En ældre kvinde fra video har kontaktet politiet

Flere personer har henvendt sig til politiet som vidner, efter at der lørdag aften var sammenstød mellem tilhængere af fodboldklubberne Brøndby og FC København på Glostrup Station.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau tidligt søndag aften.

På sociale medier florerede en video af mænd iklædt FCK-farver, som uddeler slag og spark til folk på stationen. De havde også romerlys med.

På videoen kunne man blandt andet se en ældre kvinde vælte omkuld. Mens flokken stormer videre, forsøger hun at kravle væk.

Kvinden har også henvendt sig. Dog har politikredsen af hensyn til efterforskningen af denne sag ikke mulighed for nuværende at kommentere yderligere.

Ingen personer er endnu anholdt. Politiet har indsamlet overvågningsvideoer og de billeder, der florerer på sociale medier.

På Twitter opfordrede politiet lørdag aften til, at man kontakter politiet, hvis man har været udsat for noget i forbindelse med slagsmålet. Også vidner blev opfordret til at henvende sig.

Ekstra Bladet skrev lørdag aften, at der var tale om et sammenstød mellem en gruppe af FCK-fans og en gruppe af Brøndby-fans.

Hos FCK tager man “skarp afstand” fra episoden og vil hjælpe politiet bedst muligt, skrev kommunikationschef Jes Mortensen til B.T.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har i et Facebook-opslag også taget skarp afstand fra sammenstødet.

– Det kan ikke siges kraftigt nok. Vold, overfald og hærværk har intet med fodbold at gøre. Hooliganisme skal simpelthen helt væk fra dansk fodbold. Det skal ikke finde sted, hverken før, under eller efter kampe, skriver han søndag.

Hummelgaard tager gerne hårdere midler i brug om nødvendigt, lyder det videre.

Hændelsen skete forud for søndagens kamp mellem de to fodboldklubber. Kampen endte med en 3-1-sejr til FCK.

/ritzau/