66-årig ramt af bil: Hastet til sygehuset

Politiet er onsdag massivt til stede i Bispehaven i Aarhus i forbindelse med et slagsmål.

Her flygtede en bil fra stedet og påkørte en udenforstående fodgænger, som er tilskadekommen.

Det oplyser Østjyllands Politi på X.

Politiet behandler episoderne som to forskellige sager, og i sagen om den påkørte fodgænger er en person anholdt og sigtet for vanvidskørsel og fareforvoldelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den påkørte er en 66-årig mand, som er blevet kørt til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Meldingen er, at manden er uden for livsfare og stabil.

Politiet rykkede i første omgang ud til Bispehaven efter at have modtaget “flere opkald om slagsmål” i det vestlige Aarhus.

Ifølge politiet flygtede flere personer så i bil “efter noget ballade på stedet”.

– Vi har fat i de personer, som førte bilen, lyder det.

Det fremgår ikke, hvorvidt politiet har foretaget anholdelser i sagen om slagsmålet.