33-årig afpressede og udførte grov vold i årevis: Nu er dommen faldet!

En 33-årig mand skal i fængsel efter at have afpresset folk for penge og udført grov vold i flere år.

Dommen faldt i sidste uge, og den lyder på fire års fængsel.

I 2019 og 2020 havde manden i Randers opsøgt bekendte,  som han truede og afpressede for penge og andre værdier. Blandet andet fik den nu 33-årige overdraget en af de forurettedes ejerlejlighed. 

LÆS OGSÅ: Mand rendte rundt med gevær i Nakskov: Ville skyde rotter

Han erkendte i retten flere tilfælde af grov vold. Blandt andet opsøgte han i august 2018 en mandlig bekendt i hans lejlighed, hvor han overfaldt ham med flere slag med en lægtehammer. I maj 2019 gik det ud over en anden mand, der blev overfaldet med adskillige knytnæveslag og slag med en flaske. 

Desuden er den 33-årige dømt for psykisk vold mod to kvinder.

“Der er tale om nogle særdeles grove forhold, som er gået ud over en række personer, der har været så intimiderede og bange, at de i første omgang ikke har villet anmelde gerningsmanden. Jeg er tilfreds med, at den 33-årige nu er blevet idømt en længere fængselsstraf,” siger anklager Rosa Pape i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

LÆS OGSÅ: Tvillinger ville narre politiet: Udgav sig for at være hinanden

Manden valgte at modtage dommen.